Karen-videon

Informationen kan ikke stoppes

VisitDenmarks ret så omstridte reklamefilm om den enlige mor, ”Karen”, går i de her dage hånd i hånd med andre danske eksempler på, at information kan være svært at stoppe eller neddysse, når det først har ramt internettet.

Siden videoen om den enlige mor, der efterlyser faren til sin søn på Youtube officielt blev fjernet af VisitDenmark sidste mandag, har videoen alligevel præsteret at få mindst 400.000 ekstra visninger – en vækst på 32 procent i forhold til det antal visninger videoen formåede at hente ind i den tid den officielt lå på Youtube.

Det konkluderer en rekonstruktion som den tidligere direktør for FDIM, Jon Lund, har foretaget og offentliggjort i rapporten “Big Danish leak week: Information won’t be stopped” på sin blog.

”Karen”-videoen, lægger sig ved siden af Thomas Rathsacks bog ”Jæger – i krig med eliten”, samt 2 afsnit af DR2’s julekalender H.A.S.H. – der alle, på trods af forsøg på at forhindre dem i at nå ud til folket, nu kan findes i forskellige former på nettet.

Eksemplerne her er med til at bevise, hvor svært det kan være at stoppe noget, når det først er blevet digitalt, og hvor det måske havde været mere fordelagtigt at skadesbegrænse, frem for at forsøge at fjerne indholdet helt.

”Hvis du er ansvarlig for information, som kan overføres i digital form (og hvad kan ikke det),” konkluderer Jon Lund i sin rapport, ”så skal du ikke stole på din egen evne til at holde det tilbage.

I stedet skal du planlægge hvordan det bedst kan distribueres, og hvordan du tackler den interesse det måtte skabe.”

Måske er du interesseret i ...