Julegaven

Sådan bytter du net-julegaven

Du har særlige rettigheder, når du skal bytte en gave, der er købt på nettet. Bliv klogere på dem her.

15. december 2016 af Christian Slot

Stadig flere julegaver købes online, hvor du har andre rettigheder, hvis gaven skal byttes.

14 dages fortrydelse Hvis du har købt din gave i en webshop med base i Danmark eller EU, har du altid 14 dages fortrydelsesret, som gælder fra den dag, køberen modtog gaven.

Du kan altså kræve det fulde beløb tilbagebetalt - og ikke blot ombytning til en anden vare.

Returnér i samme stand Hvis butikken sætter prisen på varen ned i januar, har du stadig krav på det oprindelige beløb.

Du skal bare huske at returnere varen i en sådan stand, at sælgeren kan sælge den igen.

Bytteseddel Du skal huske at oplyse webshoppen om, at du returnerer varen, inden du sender den tilbage. Det mest gængse er, at webshoppen har en returseddel, som du kan hente via deres hjemmeside, printe ud og vedlægge varen.

Vær opmærksom på, at pengene typisk går tilbage til det betalingskort, gaven er købt med. Så har du fået gaven af svigerinden, er det hende, der får pengene tilbage.

Tjek butikkens handelsvilkår De fleste store kæder som eksempelvis Imerco tilbyder dig at ombytte eller få pengene tilbage i en fysisk butik. Det er en fordel, da du så sparer portoen på at skulle sende varen retur.

Måske er du interesseret i ...