Saturns måne Titan i Google Maps

Du kan blandt andet udforske Saturns måne Titan i Google Maps.

© Google Maps

Google Maps lader dig gå på opdagelse i solsystemet

I en ny opdatering af Google Maps får du nu mulighed for at se nærmere på flere planeter og måner i vores solsystem.

18. oktober 2017 af Peter Skovbjerg Jensen

Hvis du er træt af at kigge på Jordens trivielle farver, har Google nu givet dig muligheden for at tage en pause og rejse ud i vores solsystem.

Google Maps er blevet opdateret til at inkludere flere planeter og måner i solsystemet, som du kan udforske fra din egen computer.

Google har siden 2014 givet dig muligheden for at udforske den internationale rumstation, månen og Mars. Med den nye opdatering tilføjes Merkur, Venus, Pluto og 10 måner fra vores solsystem til tjenesten, som du nu frit kan gå på opdagelse i her. 

Læs også: Nu hjælper Google Maps dig med at parkere

Lavet i samarbejde med NASA

Google har som i tidligere tilfælde samarbejdet med NASA for at skaffe billederne, der skal bruges til at opbygge de interaktive kort over planeterne. Flere af de nye billeder er taget af rumsonden Cassini, der fuldendte sin 20 år lange rumrejse i september ved at – under fuld kontrol – brænde op i Saturns atmosfære.

Undervejs har Cassini taget billeder af flere af Saturns måner, som Google nu lader dig nærstudere i Google Maps. Det er for eksempel månerne Titan, Rhea og Dione, du kan se i Googles nye opdatering af sin tjeneste.

> Læs alt om internettet her

Måske er du interesseret i ...