Google reader

Google lukker populær læsesal

Fra 1. juli lukker Google sin populære tjeneste Google Reader. Hvis du har brugt tjenesten, kan du dog stadig nå at flytte dine indstillinger til en anden tjeneste.

14. marts 2013

Siden 2005 har Google Reader haft succes med at samle blogs, aviser, magasiner og meget mere. Her har man haft muligheden for at abonnere på internetmedier og samle dem, så man nemt kan få overblik og adgang til medierne.

Funktionen vil blive lukket den 1. juli 2013, så brugere har endnu et par måneder til at sige farvel og eventuelt flytte deres biblioteker til et andet program. Her anbefaler Google, at du flytter biblioteket med dine indstillinger til NetVibes, der udbyder en lignende løsning, og som du kan få adgang til i hjemmet, på arbejde og på din smartphone i bussen.

Google Reader bruger såkaldte RSS-feeds, der kan holde brugerne opdaterede på deres valgte medier. RSS-feeds giver nemlig små beskeder, der er smagsprøver på den rigtige tekst. Brugerne kan derfor se overskriften og muligvis en kort introduktion til mediernes nye historier.

Lukningen er bare en ud af flere, som Google har planlagt over foråret og sommeren. IT-giganten vil fokusere sine aktiviteter, og det koster en række mindre projekter livet. Det omfatter blandt andet et program, hvor alle kan bygge bygninger til Google Earth, og en stemmestyrings app til Blackberry-telefoner.

Måske er du interesseret i ...