Google vil indbygge ad-blocker i Chrome

Nyt tiltag fra Google kan ændre internettet for altid

© Google

Google bygger ad-blocker ind i Google Chrome

Google vil bekæmpe dårlige internet-reklamer som pop-ups og selv-afspillende videoer med ny ad-blocker der skal være indbygget i verdens mest brugte browser Google Chrome

5. juni 2017 af Emil Maischnack Jensen

En meget stor del af indholdet på internettet er reklamefinansieret, men der er enorm forskel på, hvordan forskellige virksomheder vælger at vise reklamer til deres besøgende.

Nogle forsøger at fange brugerens opmærksomhed med pop-ups og videoer, der begynder uden varsel eller ved at "låse" skærmen i et antal sekunder, hvor brugeren kun kan se reklametekst, før de kan bruge den side, de kom for at se. Andre går blødere til værks, med reklamer, der ikke generer brugerens oplevelse.

Vil blokere reklamer direkte i Google Chrome

Google har, med deres "Better Ads Standard" længe været fortaler for de mindst irriterende reklamer, og nu går giganten til kamp for flere af den type reklamer, der ikke generer brugerne, fortæller de i et blogindlæg.

Det gør de, ved at bygge en ad-blocker ind i verdens mest populære browser, Google Chrome, der automatisk sorterer de irriterende reklamer fra og kun viser dem, Google mener er OK.

Kommer til Chrome i begyndelsen af 2018

Søgegiganten sidder i forvejen solidt på nettets annoncemarked og har netop slået sig op på at leverer reklamer, der ikke generer. Fremover vil de arbejde for, at endnu flere reklamer kommer til at følge deres retningslinjer for, hvordan en rigtig reklame skal se ud.

Ifølge Google er målet med den nye Chrome-udvidelse også at bekæmpe de ad-blockere, der blokerer alle reklamer.

Efter planen introduceres den indbyggede ad-blocker til Google Chrome i begyndelsen af 2018.

Måske er du interesseret i ...