Facebook til kamp mod racisme

Facebook fokuserer nu mere på at lukke racistiske grupper.

Facebook opruster i kampen mod racisme

Støder du også på hadefulde og racistiske ytringer på Facebook? Nu lover Facebook at gøre mere for at stoppe dem.

17. august 2017 af Peter Skovbjerg Jensen

Facebook lover nu at fjerne ekstreme hadgrupper og trusler om vold fra det sociale medie.

Det sker efter at flere andre internetfirmaer er begyndt at fjerne nynazistiske og racistiske grupper fra deres medier.

Blandt andet har Apple lukket for gruppernes mulighed for at benytte Apple Pay på diverse webshops, ligesom både Cloudflare, GoDaddy og Google har blokeret den højreekstremistiske hjemmeside The Daily Stormer.

Alt dette efter de racerelaterede optøjer i byen Charlottesville i USA, hvor en kvinde blev dræbt i et angreb med en bil. 

Det har fået både almindelige mennesker og internetgiganter op af stolene.

Bruger Facebook til at planlægge optøjer og støtte

De nazistiske grupper bruger nemlig internettet til at planlægge demonstrationer. Nynazister brugte desuden Facebook til at lave opslag, der støtter manden, der kørte ind i flere demonstranter, og til at dele historier, der angreb den dræbte kvinde.

Facebook har tidligere været meget forsigtige med censur. Stifteren Mark Zuckerberg skriver i en opdatering, at Facebook stadig skal være et sted, hvor der kan være debat.

”Det er vigtigt, at Facebook er et sted, hvor folk med forskellige synspunkter kan dele deres idéer. Debat er en del af et sundt samfund. Men når nogen forsøger at gøre andre tavse eller angriber dem ud fra, hvem de er, eller hvad de tror, så skader det os alle, og det er helt uacceptabelt,” skriver Mark Zuckerberg.

Facebook-stifteren lover, at Facebook vil blive bedre til at lukke for had og trusler på deres side fremover.

Måske er du interesseret i ...