© Facebook

Facebook flytter til Odense

Et af verdens største firmaer slår sig snart ned i nye lokaler på Fyn.

19. januar 2017 af Mikkel Jacobsen

Det har været rygtet i et halvt års tid, og nu er det bekræftet. Facebook bygger et kæmpe datacenter på Fyn, som kommer til at bestå af tusindvis af servere fordelt på 56.500 kvadratmeter.

Serverne skal hjælpe med at trække det enorme læs, der er de mange millioner daglige billeder, videoer og statusopdateringer, Facebooks brugere sender ud.

Fantastiske Odense
Facebook har givet 68 millioner kroner for den godt 508.000 kvadratmeter store byggegrund, der ligger i industriområdet Tietgenbyen lidt uden for Odense.

“Odense er ikke bare et fantastisk sted for et datacenter, der er også en fantastisk by, som vi glæder os til at være i. Det bliver et af de mest avancerede datacentre i verden,” sagde Niall McEntegart, der er direktør for Facebooks datacentre, ved et pressemøde i Odense torsdag formiddag.

Facebook regner med, at datacentret til dagligt skal drives af 150 ansatte, når det står færdigt i 2020.

Måske er du interesseret i ...