facebooklog

Facebook vil levere internet til milliarder

Flere store virksomheder som Facebook, Nokia og Samsung er gået sammen om et nyt projekt, der skal give internetadgang til hele jordens befolkning.

Hele 1,1 milliarder brugere logger hver måned på deres Facebook-profil for at kontakte deres venner, men det sociale medie vil have flere brugere. Den største begrænsning for det projekt er manglen på stabile internetforbindelser rundt om i verden, og det vil Facebook nu gøre noget ved.

Sidens direktør Mark Zuckerberg har nemlig lanceret projektet Internet.org i samarbejde med blandt andet Samsung, Qualcomm, Ericsson og Nokia. Projektet skal gøre det billigere og nemmere at komme på internettet over hele verden.

Internet.org vil omfatte økonomiske aftaler med lokale leverandører og nye programmer med lavere dataforbrug, så internetforbindelserne bliver billigere og mere effektive. Mark Zuckerberg har også proklameret, at projektet ikke kun har økonomiske formål, men at der i høj grad også er tale om humanitær hjælp.

”Vi mener, at alle fortjener muligheden for at være koblet på nettet. Mange af de mennesker, vi vil levere internet til, har jo ikke de samme penge, som vores eksisterende brugere, så vi forventer ikke at tjene penge på dem i mange år,” siger Zuckerberg.

Flere større virksomheder som Microsoft, Apple og Google er ikke med i projektet, men sidstnævnte har allerede selv startet et projekt, der skal give internet til fjerne egne af verden blandt andet ved hjælp af luftballoner, der kan udsende trådløse signaler.

Måske er du interesseret i ...