facebooklike

Facebook vil indføre betalingssystem

Det sociale medie tester i disse dage et nyt betalingssystem, hvor brugerne skal betale for at sende private beskeder til folk, de ikke kender.

11. april 2013

I små ti år har det været ganske gratis at benytte Facebook, men de glade, gratis dage er snart ovre for sidens mange millioner brugere. Et nyt betalingssystem er nemlig på vej, hvor brugerne skal betale for at sende private meddelelser til de brugere, som de ikke er venner med.

Prisen på hver enkelt besked vil variere alt efter, hvor populær den pågældende bruger, du vil kontakte, er. Det kan derfor koste helt op til 600 kroner at skrive til en person, der har mange tilhængere, mens det vil koste ca. 5 kroner at kontakte en af de mere almindelige brugere.

Ifølge Facebook bliver systemet indført for at skåne en stor del af kendte mennesker for en masse unødige spammails, som de modtager fra ukendte brugere.

Betalingssystemet er allerede blevet testet i USA, og Facebook vil nu begynde at teste det på udvalgte danske brugere, inden de beslutter sig for, om det skal indføres for alle brugere. Det vil kun være brugere over 18 år, som vil blive berørt af ændringerne.

Måske er du interesseret i ...