Gmail-konto

Tom indbakke hos Gmail-brugere

En teknisk fejl er årsag til pludselig tomme indbakker for tusindvis af Gmail-brugere.

1. marts 2011

Personlige data, e-mails og vedhæftede filer er tabt for tusindvis af brugere af Googles gratis e-mail-tjeneste. Da de berørte loggede ind på deres konti, blev de mødt af en hel tom indbakke og en velkomstmail fra Google, som om de var nye brugere af Gmail.

Ifølge Google er kun 0,08 procent af de 195 millioner, der hver måned bruger Gmail, ramt af problemet. Men det har affødt flere kritiske kommentarer på søgegigantens supportforum. En bruger mener, at hvis han mister personlige data for de seneste syv år, fordi Google ikke formår at rette fejlen, vil han fremover ikke have tiltro til en server på nettet. Især fordi Google har opfordret folk til at lagre data og programmer på nettet, fordi sikkerheden er højere i forhold til at gemme på et lokalt drev, som fx en ekstern harddisk eller på dvd-skiver.

Google arbejder på en løsning, og forventer at kunne gendanne al tabt data i den nærmeste fremtid.

Måske er du interesseret i ...