Firefox Logo

Firefox afskaffer Flash Player

Mozilla vil afløse Flash Player med deres eget program i fremtidige versioner af Firefox. Programmet, kaldet Shumway, gør webbrowseren både hurtigere og sikrere.

17. februar 2015

Mozilla, softwareudviklerne, der blandt andet udvikler Firefox, har siden 2012 udviklet deres eget alternativ til Flash Player. Programmet hedder Shumway og oversætter Flash-filer til andre, mere hensigtsmæssige formater. Det vil både gøre det hurtigere og sikrere at browse nettet med Firefox.

Programmet er stadig i udviklingsfasen, og virker i øjeblikket kun til visse videoer på Amazon.com, men udviklerne forventer at godkende flere sider i de kommende måneder.

Det omstridte medie-plugin Flash Player har længe været kritiseret for at være et sikkerhedsproblem. Samtidig har programmet mødt modgang, fordi det bruger ældre teknologi, og ofte er langsomt og ressourcekrævende.

YouTube har fornylig udskiftet de fleste af deres Flash-videoer med det nyere format HTML5, Apple har længe forsøgt at aflive formatet, og nu vil webbrowseren Firefox altså heller ikke lege med det mere.

Shumway hed tidligere ”Gordon” - en reference til den gamle rumhelt ”Flash Gordon” (”Jens Lyn”), og samtidig en henvisning til, at det er et alternativ til Flash Player. Det nye navn er en hilsen til en anden Gordon, nemlig ”Gordon Shumway”, der var det ”rigtige” navn på det lille, lodne rumvæsen ”Alf” i tv-serien af samme navn.

Måske er du interesseret i ...