nyheder/dsb_145.jpg

Alle lyntog med internet

Fra i dag, kan du være online, når du tager toget mellem Århus og København. Det koster en krone pr. minut, med mindre du rejser på første klasse, hvor det er gratis.

I samarbejde med TDC har DSB nu indført trådløst internet på samtlige IC3- og IR4-togsæt mellem Århus og København. Der er tale om en hotspot-løsning, hvor du på få minutter kan komme på nettet og betale via dit kreditkort. Det koster en krone i minuttet.

I løbet af det seneste år har DSB gennemtestet løsningen på otte togsæt. En undersøgelse viser, at internet i toget er noget, danskerne efterspørger. Hele 35 procent af de danskere, der i dag tager bilen på hele eller dele af strækningen, vil overveje at tage toget i stedet, hvis de kan gå på nettet.

"Det er muligheden for at være effektiv, mens man lader sig transportere, og på den måde bliver rejsetid til kvalitetstid. Det er efterspurgt, og det er uanset om vores passagerer er erhvervsfolk på vej til og fra møder i København, studerende på vej hjem til Århus eller familier på vej på påskeferie. Alle siger at deres rejseoplevelse forbedres ved, at de kan gå på nettet,” siger kommerciel direktør i DSB, Mogens Jønck.

I selve toget er der etableret den samme trådløse WiFi-løsning, som TDC bruger til sine Hot Spot-løsninger. Den er mage til den trådløse ordning internetbrugere har hjemme. Kommunikationen mellem togets antenne og TDCs landbaserede master sker ved brug af den nyeste 3G teknologi, også kaldet HSDPA (High Speed Downlink Package Access). Det mobile bredbånd har lige nu en kapacitet på op mod 5,7 Mbits/sek.

Rejsende på første klasse og TDC Mobil Bredbåndskunder har fri internetadgang. Servicepersonale på toget udleverer folder med brugernavn og password. Øvrige passager betaler 1 kr. pr. minut via direkte køb hos TDC på log-in siden.

Måske er du interesseret i ...