Video_komdk_032013

Lav video som de gør i Hollywood

Kongens Store Tale og flere af de seneste års internationale filmhits er redigeret med programmet Lightworks. Det er gratis og her får du en guide, så du selv kan komme i gang med videoredigeringen.

Lad os starte med en advarsel: Lightworks er ikke for børn. Folk, der lever af at redigere film og vinder de fineste filmpriser for deres arbejde, benytter Lightworks, så vi anbefaler det ikke til din første ferie-video. Men har du skudt lidt film, leget med Microsofts Movie Maker eller nogen af de andre gode videoredigeringsprogrammer, vi tidligere har fortalt om her i Komputer for alle, så har du måske mod på at prøve noget mere avanceret.

Vi kan ikke gennemgå hele programmet på otte sider, men giver en introduktion, som får dig godt i gang.

Hvorfor er det gratis? Markedet for redigeringssoftware er hårdt og domineret af nogle store programmer som Avid og Final Cut Pro, der også er meget dyre. Folkene bag Lightworks har i stedet valgt at gøre deres program gratis og samtidig givet tilladelse til, at andre kan udvikle videre på det. I stedet tjener firmaet deres penge på support samt på at sælge en større og topprofessionel udgave, der er nødvendig, hvis man fx vil lave film i i superhøj opløsning, så de er egnede til biografbrug. Firmaet sælger også specialiserede styrekonsoller, tastaturer og grafikkort beregnet til filmredigering. For at få brugerne i gang og for at få professionelle til at overveje Lightworks, er hovedversionen af det meget avancerede program dog altså gratis – og det giver os glade amatører muligheden for at lave film med de professionelles værktøj.

I artiklen hjælper vi dig med at registrere Lightworks, oprette et projekt og komme i gang med redigeringen – resten må du så klare ved at eksperimentere med programmet og ved at læse i den gratis manual (på engelsk). God fornøjelse!

Du kan hente Lightworks her

Måske er du interesseret i ...