Desktop pc

Vi køber færre pc’er

Jordskælv, uroligheder og manglende nyskabelser får skylden for, at første kvartal af 2011 var en skuffelse for pc-salget.

14. april 2011

De seneste år har pc-salget på verdensplan været støt stigende, men det amerikanske analysefirma Gartner kan nu offentliggøre tal, der viser, at tendensen går den anden vej. Salget i 2011 er nemlig faldet med 1,1 procent i forhold til første kvartal 2010. Et andet firma, IDC, vurderer, at faldet er oppe på hele 3,2 procent.

Årsagerne er mange og forskellige. Både jordskælvet i Japan og urolighederne i Nordafrika og den arabiske verden nævnes af eksperterne. Men ud over disse midlertidige udfordringer, som pc-producenterne ikke har indflydelse på, har de også større problemer, der ikke sådan lige forsvinder. Først og fremmest spiser de små tablet-pc’er som iPad en større og større del af vores pc-budget. Men mere alvorligt er det ifølge IDC, at nye pc’er ikke indeholder teknologi-landvindinger, der er spændende nok til, at folk føler sig kaldet til at investere i en ny pc.

Måske er du interesseret i ...