ASUS Eee Pad Transformer Prime

Tavle-pc med tastatur

ASUS Eee Pad Transformer Prime er en tablet, der er udstyret med en processor med hele fire kerner.

2. december 2011

ASUS Eee Pad Transformer er en af de bedste tablets i vores stortest i Komputer for alle nr. 18, 2011, og nu er efterfølgeren allerede på trapperne i form af Eee Pad Transformer Prime.

Princippet er det samme: En tablet med mulighed for at tilkoble et tastatur, så den kommer til at fungere som en bærbar.

Den nye model skulle være meget hurtigere, da den er udstyret med en processor med hele fire kerner. Tablet'en har en batteritid på cirka 12 timer, men kobler man tastaturdelen til, kommer batteritiden helt op på imponerende 18 timer. Uden tastaturet er computeren kun 8,3 mm tyk. Skærmen er 10,1 tommer og har en opløsning på 1280 x 800 pixels.

Styresystemet er Android 3.2, men ASUS lover, at en opdatering til version 4.0 er på vej.

ASUS Eee Pad Transformer Prime kan købes fra begyndelsen af januar og koster 4.995 kroner for tavlecomputer og tastatur.

Vi tester selvfølgelig den nye Transformer, så snart vi kan få fingre i et eksemplar.

Måske er du interesseret i ...