Sony Vaio Mini W

Sony ind i kampen om netbooks

Sony lancerer i løbet af august deres allerførste netbook.

10. juli 2009

Sony kaster sig ind i det voksende netbookmarked og lancerer i løbet af august deres første serie af de små og smarte netbooks. Sony Vaio Mini W fås i første omgang i tre forskellige farver, hvid, brun og lyserød, og de er alle baseret på den nyeste Intel Atom-processor N280, har 1 GB RAM, 160 GB harddisk og leveres med Windows XP. Men det mest interessante er skærmen.

Skærmen har en størrelse på 10-tommer, men er født med en højere opløsning på 1366 x 768 pixels end størstedelen af konkurrenterne. Det betyder, at der bliver plads til at vise endnu flere vinduer på skærmen, og at der også bliver plads til større hjemmesider – så melder spørgsmålet sig om, hvor småt det samlede billede bliver. Vi glæder os til at svare, når vi får fingrene i og testet den. Prisen ligger omkring 2.800 kroner.

Måske er du interesseret i ...