SmartEyeglass

Smartbriller fra Sony

Nu er Sony klar med deres bud på en smartbrille, der skal konkurrere med Google Glass.

19. september 2014

Sony lancerer nu et par smartbriller, der skal konkurrere med den mest kendte smartbrille Google Glass. Brillen hedder SmartEyeglass og er stadig kun en prototype. Sony’s mål med brillen er, at den skal kunne det samme som Google Glass, og mere til.

SmartEyeglass bliver proppet med funktioner. De indeholder et accelerometer, gyroskop, elektronisk kompas, en lysfølsomhedsmåler og et kamera med 3 megapixels. Brillerne bliver dog ikke trådløse, da de leveres med en ledning, der forbinder dem til en lille håndholdt fjernbetjening. Fjernbetjeningen har en berøringscensor, og kan bruges sammen med en Android-smartphone.

Brillerne ligner foreløbig et par overdimensionerede 3D-briller, og informationer vises i dit synsfelt med klar grøn tekst. Der kan både vises vej, læses beskeder og tages billeder, mens du er på farten. Og brillerne kan også genkende ansigter. Da det stadig kun er en prototype, bliver det endelige design sandsynligvis mindre klodset og mere som et par normale briller.

Foreløbig har Sony udgivet software, så udviklere kan lave apps, der passer til brillerne. Og først i marts bliver selve brillen tilgængelig for udviklere.

Det er endnu ikke klart, hvornår den færdige model vil være i butikkerne. Et forsigtigt bud på prisen kunne være omkring 8.000 kroner, som er prisen på Google Glass.

Måske er du interesseret i ...