Windows 95

Windows 95 fylder 20 år

For 20 år siden, den 24. august 1995, udgav Microsoft deres nye styresystem Windows 95.

24. august 2015

For mange brugere var Windows 95 det første styresystem, de gjorde bekendtskab med – og nu fylder det 20 år. Der er sket utroligt meget siden 1995, men Windows 95 var virkeligt revolutionerende, da det kom på markedet.

Windows 95 var fx styresystemet, der introducerede startmenuen, der i dag er så fast en del af Windows, at det medførte massiv kritik, da Microsoft valgte at afskaffe startmenuen i Windows 8. Så massiv, at Microsoft var nødt til at genindføre startmenuen i Windows 10.

Værktøjslinjen nederst på skærmen så også dagens lys i Windows 95, ligesom en række funktioner, der gjorde styresystemet mere intuitivt og brugervenligt end forgængeren, Windows 3.1.

Internet Explorer debuterede også i Windows 95, men dog først i en opdatering senere på året. Dengang var internettet ikke så populært, at det var nødvendigt at inkludere en internetbrowser med styresystemet.

Microsoft holdt op med at udsende opdateringer til Windows 95 d. 31. december 2001, men mange brugere holdt stædigt fast i styresystemet i flere år efter. I dag er det dog få computere, der stadig bruger Windows 95.

Måske er du interesseret i ...