win8retro

To brugerflader i Windows 8

I Windows 8 får du valget mellem to brugerflader. Én, der minder om smartphones, og én der minder om den, du kender fra Windows 7.

1. september 2011

Det er nyt på Microsofts officielle blog, der beskriver udviklingen af det kommende styresystem Windows 8. Det er efterhånden et stykke tid siden, at Microsoft løftede sløret for den nye Metro-brugerflade, hvor Skrivebordet er opdelt i store firkantede knapper, der giver adgang til de vigtigste programmer og funktioner. Det er den brugerflade, du ser lidt af her til højre.

Nyheden fra Microsoft består i, at Metro suppleres af et mere konservativt Skrivebord. I følge udvikleren Steven Sinofsky, der har skrevet blogindlægget, vil alternativet til det smart-phone-lignende layout i høj grad minde om det, der nu pryder Windows 7.

Tanken bag de to flader er, at der skal være noget for både de brugere, der har trykfølsom skærm og er vant til at navigere i en smartphone-brugerflade, og de, der foretrækker at styre det traditionelle Windows-Skrivebord med mus og tastatur. Masser af nuværende programmer og funktioner, fx Stifinder, er udviklet til at blive styret med mus og tastatur, og selvom Microsoft tilsyneladende mener, at fedtede fingere på skærmen er vejen frem, vil der gå lang tid før man renser tavlen helt ren.

Microsoft understreger i øvrigt, at det vil være Metro, der er den primære brugerflade. Hvordan den prioritet bliver udformet i praksis, er der ingen oplysninger om. Windows 8 menes at lande på butikshylderne i første halvår 2012.

Måske er du interesseret i ...