Windows 10-upgrade

Windows 10 fortsætter spionagen

Den nyeste Windows-udgave sladrer til Microsoft om dine brugsvaner, og der er intet, du kan gøre for at begrænse spionagen, indrømmer virksomheden.

Over 120 millioner pc-brugere har skiftet til Windows 10, men de færreste er nok opmærksomme på, at styresystemet sladrer om brugernes adfærd. Windows 10’s sender løbende informationer om dine brugsvaner til Microsoft, og det kan du ikke sætte en stopper for, indrømmer virksomheden nu. Selv de brugere, der har justeret på indstillingerne for beskyttelse af personlige oplysninger, bliver der holdt øje med.

Spionagen har til hensigt at gøre Microsoft klogere på, hvornår og hvorfor styresystemet nogle gange går i stå eller kører uhensigtsmæssigt, fortæller vicepræsident i Microsoft Corporate, Joe Belfiore, til det amerikanske medie PC World. Ifølge virksomheden sker dataindsamlingen altså kun som et led i at forbedre brugeroplevelsen.

Indrømmelsen fra Joe Belfiore kommer i kølvandet på to kontroversielle hændelser i september og oktober. Først blev Windows 10 automatisk downloadet på computere med Windows 7 og 8, og derefter begyndte installationen automatisk på en række af maskinerne.

Microsofts spionage omfatter kun Windows 10 Home og Pro-udgaverne, mens det i Enterprise-versionen er muligt at slå dataindsamlingen helt fra.

Selvom det ikke er muligt at lukke helt for din computers informationsstrøm til Microsoft, kan du slå de værste sladrehanke fra under Indstillinger og Beskyttelse af personlige indstillinger.

>Alt om Windows 10

Måske er du interesseret i ...