Windows 10 landskab

Test af Windows 10 på XP-computer fra 2006

Komputer for alle har testet fire gamle PC'er for at se, om de kan køre Windows 10 - her kan du læse om testen af en Windows XP-computer fra 2006

12. juli 2016 af Erik Christensen

Efter at have rendt panden mod muren med de to helt gamle Windows XP-pc’er fik vi fat i en mere moderne XP-pc fra 2006.

Denne gang var der tale om en ret kraftig stationær model fra året, inden Windows Vista blev lanceret.

Pc’en rummer, udover Windows XP, en stærk dobbeltkerneprocessor på hele 2 gigahertz og en harddisk på 160 GB.

Upåklagelig installation

Selve installationen kørte upåklageligt. Computeren genstartede flere gange i processen, som tog i omegnen af en time.

Eneste mikroskopiske problem var, at installationsskærmene kørte lidt hakkende og langsomt, når de tonede ind – et tegn på, at der var problemer med grafikkortet.

Efter endt installation startede Windows 10 og kørte, som det skulle. Javist hakkede vinduerne og menuerne, men både internet browseren og programmerne virkede.

Under Enhedshåndtering, altså dér, hvor man kan se, om pc’ens komponenter virker, som de skal, kunne vi konstatere, at grafikkortet manglede en driver.

Det var relativt let at finde en driver på internettet, men den sidst tilgængelige driver var fra 2010 og udviklet til Windows Vista.

Dårlig idé at installere ny driver

Vi valgte at hente og installere driveren alligevel, og den beslutning viste sig lynhurtigt at være ekstremt dårlig:

I samme sekund, Windows 10 registrerede den gamle grafikdriver, kvitterede skærmen med at vise et ufrivilligt vandfald af farver, streger og kasser – det var komplet umuligt at se noget som helst.

Eneste kur var at geninstallere Windows 10 og leve med det hakkende billede på grund af den manglende grafikkortdriver.

## > Test af Windows XP-computer fra 2002 ## > Test af Windows XP-computer fra 2003 ## > Test af Windows Vista-computer fra 2009 ## > Læs alt om Windows 10 her

Måske er du interesseret i ...