Bill Gates

Manden bag Windows: Bill Gates

En højt begavet og lidt utilpasset amerikansk knægt var drivkraften bag pc-alderens største succeshistorie og blev verdens rigeste mand.

20. juli 2016 af Leif Jonasson

Som barn var Bill Gates så uregerlig, at hans mor måtte sende ham til psykolog. Drengen skulle kureres for en stædighed, der gjorde det umuligt at få ham til at overholde fx spise- og sengetider, når han var optaget af noget andet – og det var han ofte.

Et år efter gav psykologen op og meddelte forældrene, at der ikke var noget at gøre: “Lad være med at prøve på at overvinde hans viljestyrke – I kommer til at tabe alligevel,” var meldingen. Tre årtier senere var knægten fra Seattle på vej til at blive verdens rigeste mand og en markant skikkelse i den digitale revolution.

I en alder af 12 år blev William Henry Gates III sendt på en privatskole, der rådede over noget dengang så sjældent som et computerrum. En af de første skoledage blev han instrueret i brugen af computeren af sin matematiklærer.

“Denne dag, og kun denne ene dag, vidste jeg mere om computeren end ham,” har læreren siden fortalt.

Tidslinje: Historien om Windows!

(Artiklen fortsætter under tidslinjen)

Fokuserede på software frem for hardware Sammen med sin to år ældre skolekammerat Paul Allen gik Gates i gang med at udforske mulighederne i den computer, der endnu var langt fra at være personlig, men snart skulle blive hver-mandseje. Det ville dog aldrig komme til at ske, hvis man skulle indtaste lange, uforståelige koder for at få den til at udføre en simpel opgave, og derfor gik Gates og Allen i gang med at udvikle et styresystem til pc’en, som gjorde maskinen “til at tale med” for almindelige mennesker.

En af Bill Gates’ genistreger var at fokusere på programmer (software) i stedet for maskiner (hardware). Stort set alle andre arbejdede på at bygge nye, stærkere, smartere og stadig mindre computere.

Gates og Allen grundlagde derimod Microsoft, som kunne levere programmer til dem allesammen.

Skrev kode 16 timer i træk Arbejdsnarkoman er et mildt udtryk i beskrivelsen af Gates. Ingen kunne som teenageren Bill sidde koncentreret foran skærmen og skrive programkode otte, ti eller 16 timer i træk. Det kunne blive til flere døgns sammenhængende arbejde, hvor han undertiden gav sig selv lov til at falde i søvn ved tastaturet for at vågne op efter nogle timer og skrive videre nøjagtig det sted, hvor han havde sluppet den indviklede logik.

Det er nok ikke en metode, Arbejdstilsynet ville bifalde, men resultaterne var ofte fantastiske.

Microsoft blev grundlagt i 1975, og få år senere havde selskabet sat sig solidt på markedet for styresystemer til pc’er. I 1985 kom den første udgave af Windows på markedet og året efter gik Microsoft på børsen. Bill Gates og tre andre med-arbejdere blev med et slag dollar-milliardærer, mens hele 12.000 af firmaets daværende medarbejdere blev millionærer i kraft af deres medarbejderaktier.

Fokuserer på velgørenhed I 2000 trak Bill Gates sig som administrerende direktør, men fortsatte som en indflydelsesrig bestyrelsesformand. Sidste år trådte han endnu et skridt ud af rampelyset ved at gå af som bestyrelsesformand. Hans formelle titel i Microsoft er nu “teknisk rådgiver”.

De seneste årtier har Bill Gates dyrket en altoverskyggende interesse for velgørende arbejde. Langt den største del af sin milliardformue har han doneret til sin fond – den største private i verden, der blandt andet støtter sygdomsbekæmpelse og global udvikling.

Måske er du interesseret i ...