AndroidNougat

Android Nougat bekæmper ransomware

Næste version af Googles styresystem Android forhindrer ransomware i at låse din telefon.

7. juli 2016

Nu er der endnu en god grund til at glæde sig til næste version af Googles styresystem til telefoner, som hedder Android 7.0 Nougat – styresystemet gør det nemlig sværere for ransomware at tage din telefon som gidsel.

Ransomware på Android-telefoner låser normalt låseskærmen på din telefon – i modsætning til ransomware på pc’er, der krypterer dine filer – men det sætter Android Nougat en stopper for.

Tidligere har brugere og programmer med administratorrettigheder kunnet nulstille og ændre kodeordet på din telefon, men fremover bliver det altså ikke muligt. Helt præcis hvordan du selv kan ændre kodeordet vides endnu ikke.

Få Android Nougat allerede nu

Beskyttelsen imod ændringer i kodeordet sker dog kun på telefoner, der allerede har et aktivt kodeord – telefoner uden kodeord kan stadig risikere at få oprettet en uønsket og ukendt kode. Altså er der endnu en god grund til at låse din telefon med en form for sikkerhedskode.

Android 7.0 Nougat kommer ud til de første telefoner til efteråret, men har du en af Googles egne Nexus-telefoner kan du allerede nu installere en prøveversion af det nye styresystem. Vær dog opmærksom på, at prøveversionen ikke er det helt færdige produkt og kan risikere ikke at virke med alle apps.

Måske er du interesseret i ...