ASUS Eee PC 700

Netbooks giver rygskader

Din smarte lille netbook kan være skyld i uhensigtsmæssige skader på både ryg og nakke, hvis du sidder krummet sammen over den i for lang tid ad gangen.

Netbooks er en populær vare i Danmark og udgjorde omkring 20 procent af det danske salg af bærbare pc’er i det fjerde kvartal af 2008. Men nu peger en række eksperter på risikoen for, at de små og lette netbooks kommer med en lidt højere pris end man måske ville forvente. Vi risikerer nemlig at se en stigning i antallet af skader i nakke, ryg og skuldre, hvis netbook-brugerne ikke passer på.

Pc-arbejde tvinger dig generelt til at sidde fikseret med blikket rettet mod skærmen, og det kan medføre, at du sidder meget stille og anspændt med nakke, skuldre, musearm og ryg.

Da de nye netbooks er mindre end de gamle pc'er, kan det forhøje eventuelle problemer med stillesiddende arbejde, hvis man ikke sørger for at variere arbejdet, lyder advarslen fra Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Ved længere tids arbejde ved en netbook, skal man være endnu mere opmærksom og variere arbejdsstillingerne regelmæssigt, end ved arbejde med en almindelig PC.

Også selvstændig fysioterapeut Lotte Paarup vurderer, at de små netbooks kan være slemme for nakke og skuldre.

”Både nakke og skuldre bliver meget hurtigt og let fejlbelastet. Uanset hvor opmærksom du er på at opretholde god arbejdsstilling, er det faktisk umuligt. Bare det at skulle se så langt ned og på så lille en skærm - det er hverken godt for nakkens position eller for øjnene, lyder det fra fysioterapeuten til Computerworld.

Lotte paarup mener dog, at netbooks er smarte at have med på farten, men tror, at det ofte sker, at man også arbejder ved sin netbook i længere tid end man bør. ”Det bør ikke være en arbejdsstation, men snarere bruges som en iPhone, hvor du hurtigt checker din mail eller andet," siger hun.

Måske er du interesseret i ...