Mouse Box

Musen er en computer

En polsk udvikler har lavet en computermus - bogstaveligt talt. Det vil sige en fuldt funktionsdygtig computer bygget ind i en mus.

27. januar 2015

Computere bliver stadig mindre og mindre, og nu har en polsk udvikler bygget en hel computer ind i en mus, som du bare skal slutte til en skærm via HDMI for at bruge.

Ideen kaldes Mouse Box, og er foreløbig en prototype. Inden i musen finder du en fire-kerne processor på 1,4 GHz, en Micro-HDMI port til at slutte til en skærm, Wi-Fi, to USB 3.0 porte og 128 GB hukommelse. Derudover er der planer om en musemåtte, der skal fungere som en trådløs induktionsoplader.

Med 128 GB hukommelse, skal du dog ikke regne med at musen kan erstatte en almindelig pc, men det er stadig en lille transportabel computer, der kan klare det vigtigste.

Når du er hjemme ved din egen pc, kan Mouse Box bruges som enhver anden mus, men hvis du skal et sted hen, er den nem at tage med og du kan slutte den til en hvilken som helst skærm med et HDMI-stik.

Holdet bag musen har lavet en fuldt funktionsdygtig prototype og er nu i gang med at lede efter producenter, så musen kan komme i butikkerne.

Måske er du interesseret i ...