ponoplayer

Musikafspiller til den kræsne lytter

Er du træt af at høre musik i lav MP3-kvalitet med susen og knitren i baggrunden, er der godt nyt på vej.

12. marts 2014

Rocklegenden Neil Young vil, efter eget udsagn, bringe sjælen tilbage i musikken – helt konkret har han åbnet en digital musikbutik, hvor du kan købe musikfiler i ekstrem høj kvalitet. Disse kan afspilles med den medfølgende PonoPlayer, som ifølge Neil Young giver en musikoplevelse, der lyder som originalindspilningen.

Neil Young har arbejdet på projektet i mange år, og det er nu en realitet med hjælp fra hjemmesiden Kickstarter.com, hvor der i løbet af én dag er samlet mere end én million dollars ind til afspilleren.

Selve afspilleren er formet som en aflang trekant, med tre knapper foran og en touchskærm. Grunden til at PonoPlayer bliver trekantet, er at teknikken indeni simpelthen ikke kan være der, hvis den var helt flad. Filformatet som afspilleren bruger, hedder FLAC. Det findes i flere forskellige kvaliteter, hvor den bedste skulle indeholde 30 gange mere information end en MP3-fil, med 9216 kilobit i sekundet, i modsætning til MP3 der kun afspiller 256 kilobit i sekundet (kilobit er de data/informationer der overføres). Afspilleren har en hukommelse på 128 GB, hvilket svarer til 100-500 album i den høje lydkvalitet. Den kan også afspille de mest almindelige formater, som MP3 og WAV.

Holdet bag afspilleren har også lanceret en digital musikforretning, kaldet PonoMusic, hvor man kan købe sange og album i den højeste digitale kvalitet.

PonoPlayer kommer til at koste 2.146 kroner, men du kan få den for 1.613 kroner, hvis du donerer pengene til projektet inde på Kickstarter-hjemmesiden.

Måske er du interesseret i ...