CES 2016: Intel Curie

Intel måler dine bevægelser

CES 2016: En helt ny type chip klistret fast på kroppen, gemt væk i sokkerne eller monteret i et armbånd, måler minutiøst alle bevægelser.

9. januar 2016

Igennem de seneste år er der virkelig gået fitness- og selvmåling i den, og det kan både ses og mærkes på dette års CES. Men det er alligevel Intel, verdens største producent af computerprocessorer, som tager prisen for den mest ekstreme kropsovervågning.

I slutningen af sidste år lancerede de ”Curie”, en lille såkaldt system-on-a-chip indeholdende gyroskop, accelerometer og en føler, der kan måle og videresende informationer om alle de bevægelser, den bliver udsat for. Og i Las Vegas fik vi en grundig demonstration.

På videoen kan du se, hvordan Intel Curie måler bevægelserne på én af de to parkour-udøvere. Man kan faktisk skimte oppe i højre hjørne af skærmen, at han blev udsat for en belastning på 4,6 G, da han landede. Intel annoncerede ved samme præsentation, at de har indgået en aftale med sportskanalen EPSN, hvor de vil levere live-oplysninger fra snowboard-deltagerne ved vintersports-stævnet X Games – på sigt kunne det endda være, at teknologien ville blive udbredt til bredere sportsgrene, så vi eksempelvis kunne følge med i vores egne landsholdsspilleres fysiske formåen.

Måske er du interesseret i ...