iPad

Her er den nye iPad

En iPhone i gigant format, eller en endnu mindre bærbar? Apple kalder den nye iPad for det manglende led.

28. januar 2010

Nu er hullet mellem en smartphone og en bærbar fundet. I hvert fald hvis man spørger Apple. Deres nye tablet, kaldet en iPad, der på mange måder kan sammenlignes med en stor iPod eller iPhone, skulle blandt andet gøre det lettere at benytte nettet, se Youtube-film og spille spil.

Maskinen er 24 centimeter høj, 19 centimeter bred og 1,4 centimeter dyb. LED skærmen er et 9,7" IPS display. Opløsningen er 1024x768. Der er mellem 16-64 GB flash-hukommelse. Processoren er en specialudviklet 1Ghz Apple A4. Der er indbygget WiFi 802.11n, Bluetooth og mulighed for 3G. Batteriet holder til 10 timers aktivitet.

iPad bliver dog allerede nu kritiseret for enkelte mangler. Blandt andet kan man ligesom med både en iPod og iPhone kun synkronisere sin iPad via iTunes. Det betyder, at man ikke blot kan tilslutte enheden via USB til en vilkårlig pc og overføre data.

Det ville også være umuligt, for selve iPad’en har ingen USB-port. I stedet skal man bruge Apples egen 30-stiks-port, så hvis man skal tilslutte andet via USB skal man altså bruge en adapter. iPad’en har dog beholdt det smarte design der kendetegner mange af Apple’s produkter.

Samtidigt med annonceringen af iPad’en, introducerede Apple også iBooks, som er en ny boghandel, der skal gøre det muligt at browse, hente og læse e-bøger på iPad’en. iPad’en kan også afvikle Apples Officepakke iWorks, og ekstra udstyr i form af blandt andet læderetui og tastatur findes allerede til den.

Danske ComOn har ved at sammenligne andre produktpriser i den amerikanske Apple store og den danske vurderet, at den dyreste iPad vil koste omkring 6.000 kroner inklusiv moms, når den kommer til salg i Danmark.

Måske er du interesseret i ...