Seagate adapter

Harddiske med fremtidssikret tilslutning

Harddiskproducenten Seagate er klar med en lille genistreg: Udskiftelige tilslutninger til din eksterne harddisk, så den altid kan tilsluttes de hurtigste standarder.

5. september 2010

På IFA-messen i Berlin har harddiskproducenten Seagate givet en forsmag på firmaets kommende eksterne harddiske, som bliver helt anderledes end noget vi tidligere har set. I hylsteret ligger nemlig kun selve harddisken, mens stikkene til at tilslutte den til pc'en ligger i en adapter, der sættes ind i den eksterne harddisk. Det betyder, at du selv kan vælge, om du vil tilslutte disken via USB 3.0, eSata eller FireWire. Det kan lade sig gøre, fordi selve controlleren ligger i adapteren og ikke på en printplade inde i harddisk-kabinettet, som den normalt gør. Det smarte er, at du senere blot kan købe en ny adapter efterhånden som der kommer nyere udgaver af tilslutningerne, mens du kan beholde selve harddisken. Og adapteren kommer til at koste en brøkdel af prisen for en ny ekstern harddisk.

Seagate viste på messen også prototyper på harddiskoptagere og satellitmodtagere til stuen, hvor firmaets egne eksterne harddiske med den nye adapter kan stikkes ind i fronten, så du kan optage på harddisken og tage den med dig.

Måske er du interesseret i ...