commodore64

En af computerverdenens ikoner er død

Han skabte firmaet bag den bedst sælgende computermodel til dato, og var med til at bringe computeren hjem i stuerne.

Manden bag 80’ernes computergigant Commodore er død. Jack Tramiel blev 83. I 1980’erne var en Commodore-computer enhver konfirmands vildeste ønske, og den var så populær, at det stadig til dato er den bedst sælgende computermodel, selvom den blev solgt i firserne, hvor markedet var en brøkdel af hvad det er i dag.

Jack Tramiel blev født ind en jødisk familie i Polen, og han endte under nazi-Tysklands invasion i Auschwitz, hvor hans forældre døde. Han overlevede og udvandrede til USA, hvor han skabte computerfirmaet Commodore. Og rejsen fra uheldige omstændigheder til industriens top er med til at gøre ham til en legendarisk personlighed i computerbranchen.

Grundstenen bag Commodore 64’s succes er meget lig opskriften på moderne konsoller. Commodore 64 var fornuftigt prissat, og kunne håndtere kompleks grafik. Og den blev simpelthen en standard man kunne arbejde med. Den kombination var med til at bane vejen for den moderne computerspils-industri som vi kender den i dag. Og mange af spil-industriens giganter slog deres tidligere folder på den folkekære-maskine.

Commodore 64 var samtidig en af de første computere til at blive solgt fra andre butikker end specialiserede computer-forretninger, og den var derfor med til at få computere ud i hjemmet – hos almindelige mennesker. Maskinen nåede at sælge hele 17 millioner enheder inden den gik ud af produktion i 1994.

Måske er du interesseret i ...