Eee pad

CES 2011 handler om tablets

Verdens største forbrugerelektronikmesse, CES i Las Vegas, er ikke officielt startet endnu, men nogle af verdens førende elektronikfirmaer er begyndt at vise nyhederne frem, og Komputer for alle er selvfølgelig med.

6. januar 2011

Der er ingen tvivl om, at producenterne med et sultent blik på Apples salgstal for tablet'en iPad vil lancere en lang række såkaldte tablets. Altså tynde mikro-pc’er med berøringsfølsom skærm og et særligt mobilt styresystem. Først til mølle var Asus, der mere eller mindre startede hele bølgen af netbooks med deres Eee pc-serie. Asus er kendt for deres kvalitetsbærbare og lækre skærme, så vi forventer os en del af deres bud på en tablet. Og til pressemødet i Las Vegas havde det Taiwanesiske firma da også hele fire af slagsen med. De tre kører Googles mobile styresystem Android, mens den sidste, Slate EP121, kører Windows 7 på en Intel Core 2 Duo processor. Det er lidt af en basse og med de dårlige forsøg vi har set med Windows 7 indbygget i berøringsfølsomme pc’er forventer vi os ikke så meget af den.

Langt mere interessante er de to mellemstørrelse modeller med fuldt tastatur. Skærmen er på begge 10,1-tommer og Eee Pad Transformer har et tastatur, der kan klikkes på, mens Eee Pad Slider har et tastatur under skærmen, der kan skydes ud og klikkes på plads, så skærmen står i en skrå vinkel. Mest imponerende er det, at den ultramobile computer på trods af tastaturet ikke er meget tykkere end en iPad. Begge Eee Pads har en hurtig Nvidia Tagra processor, to kameraer og kører Android 3.0 med fuld adgang til Flash og en række mobile programmer (applikationer).

Vi venter spændt på at teste alle de nye modeller, og den test kan du naturligvis læse i et kommende nummer af Komputer for alle.

Måske er du interesseret i ...