Hængelås

Brug mobilen som nøgle

En helt ny hængelås har hverken nøgle eller talkode. Den styres med bluetooth fra din smartphone.

21. august 2014

Nu er det slut med at glemme nøglen eller koden. Nøglen til denne nye hængelås har du nemlig altid i lommen. Hængelåsen, kaldet Noke, tilsluttes til din smartphone ved hjælp af bluetooth, og når du har hentet den tilhørende app, er din telefon nøglen til låsen. For at låse op trykker du bare på låsens hank, og hvis din smartphone er inden for tre meter, låser den automatisk op.

Hvis du ikke har din smartphone eller vil låse den inde, kan du slukke bluetooth eller slå hængelåsens automatiske låsefunktion fra. Herefter kan du låse låsen op ved at trykke en bestemt kombination på hængelåsens hank, ligesom en morsekode, hvorefter den låses op.

Hængelåsen er ikke i produktion endnu, men folkene bag har startet en indsamling på hjemmesiden Kickstarter.com, hvor der foreløbig er samlet 1,3 millioner kroner ind til projektet. Låsen kan bestilles til en pris på 330 kroner og kan også fås med et kabel, så den kan bruges som cykellås. Man regner med, at de første hængelåse er klar til levering i februar 2015.

Måske er du interesseret i ...