Intel Compute Card - en pc i din lomme

Intel Compute Card fylder ikke meget mere end en stak kreditkort.

© Intel

Nu kommer lommecomputeren - bogstaveligt talt

Med en fuldt fungerende computer på størrelse med en stak kreditkort, vil Intel ændre vores måde at bruge computere på.

6. juni 2017 af /trs

En computer, som du kan have med i din lomme eller din tegnebog. 

Det lyder lidt vildt, men er ikke desto mindre, hvad Intel har opfundet. De håber, den nye teknologi kan ændre vores måde at bruge og tænke computere på.

Intel har døbt den lille sag Intel Compute Card, og har allerede aftaler med producenter som HP, LG, Dell og Lenovo om at levere produkter, der baserer sig på det nye lommekort i løbet af 2017.

Compute Card er udstyret med et standardiseret interface, der gør det nemt at integrere i et hvilket som helst produkt, der baserer sig på computerteknologi som fx smart tv, tablets og whiteboards.

Derfor er Intel Compute Card smart

I dag har elektronisk udstyr en computer indbygget som en integreret del af udstyret. Men Intel håber, at producenterne vil droppe deres egen implementering af computerteknologien og blot have en port til det nye kort. 

En anden mulighed er fx at gøre en almindelig skærm til en fuldt fungerende computer ved blot at udstyre skærmen med et interface til Compute Card.

Kort-computeren kommer i forskellige udgaver fra en Celeron-chip med 64 GB helt op til en Core i5 med en 128 GB SSD. 

Tanken med kortet er da osse, at det skal være nemt at opgradere og opdatere udstyret, ligesom det skal være simpelt at proppe intelligens i udstyr, uden at skulle slås med, hvordan man får plads til computeren.

Her kan du se Intels egen præsentation af Compute Card:

Compute Card adskiller sig fra andre mikrocomputere ved at være væsentlig mindre og have betydeligt kraftigere indmad, der vil gøre det muligt at afvikle mere komplicerede programmer, end det fx er muligt på en smartphone.

De første produkter med den nye teknologi vil dukke op i løbet af efteråret 2017.

Måske er du interesseret i ...