Chromebook

Millionsalg i Google-computere

I 2013 blev der langet mere end 2 millioner af de såkaldte Chromebooks over disken, det er mere end fem gange så meget som året før.

3. april 2014

Nye tal fra analysefirmaet ABI Research viser, at der i 2013 blev solgt 2,1 millioner Chromebooks på verdensplan. Det er en stor stigning i forhold til 2012, hvor der kun blev solgt 400.000.

På trods af den store succes, kan du ikke købe Chromebooks i Danmark, da programmet Java, der bruges til NemID, ikke kan bruges på dem. De sælges kun fra virksomhed til virksomhed, for eksempel til skoler. Du bliver derfor nødt til at finde små internetbutikker, som importerer dem uden om de normale forhandlere, hvis du vil have fat i en. Her koster de omkring 2.500 kroner.

Forskellen på en Chromebook og en almindelig PC, er at en Chromebook har Googles eget operativsystem installeret, hvor det hele kører over internettet med Chrome-browseren. Det minder meget om Windows og alle dine dokumenter, billeder og så videre kan gemmes lokalt på harddisken, men lægges også automatisk op på et online drev. Du skal derfor have en Google-konto for at bruge en Chromebook.

De første Chromebooks blev lanceret i 2011 og var produceret af Samsung og Acer. I 2013 begyndte HP og Lenovo også at producere Chromebooks.

En af grundene til at Chromebooks er blevet så populære er at mange skoler i USA, men også i Danmark, bruger dem i undervisningen, fordi de er så billige.